Home Betalingsmåder Se her hvad e-mærket står for Kontakt os Kontakt os
Send denne side til en ven Sitemap Print Søg Tilbage

Linux for mennesker fylder fem år

23-10-2009

Linux-distributionen Ubuntu kan nu fejre jubilæum. Det er nemlig fem år siden, at den første udgave med navnet Warty Warthog blev sendt på gaden. I dag er Ubuntu en af de mest populære distributioner.

På blot fem år er Linux-distributionen Ubuntu vokset fra at være totalt ukendt til at være et af de vigtigste open source-projekter i verden.

Den første Ubuntu-version var Warty Warthog med versionsnummer 4.10 (der refererer til årstallet og måneden), og der er nu gået fem år, siden denne version så dagens lys.

Efter Warty Warthog kom Hoary Hedgehog, Breezy Badger og den første LTS-version (Long Term Support) Dapper Drake.

Dapper Drake blev frigivet i juni 2006, og den fik derfor versionsnummer 6.06.

Allerede fire måneder efter kom Edgy Eft, der blev startskuddet til den regelmæssige udgivelsescyklus, som Ubuntu anvender i dag.

Siden denne udgave er Ubuntu blevet opdateret to gange om året. Forårsversionen kommer i april og efterårsversionen i oktober.

Opdateringscyklussen er blandt andet tilpasset andre vigtige projekter som GNOME, der bruges som skrivebordsmiljø. Ubuntu udgives således en måned efter, at GNOME har lanceret deres nyheder.

Udbryder fra Debian
Ubuntu startede egentlig som en midlertidig udbrydergruppe fra Debian GNU/Linux. Udviklerne af Ubuntu låner stadig regelmæssigt fra Debians kode, men der bliver også udviklet specifikt til Ubuntu.

I modsætning til andre udbrydere fra Debian, som Xandros og Linspire, holder Ubuntu-folket sig tæt op ad Debian's filosofi, og bruger for langt størstedelen fri software i stedet for at gøre lukket software til en del af forretningsmodellen.

Ubuntu sponsoreres og finansieres primært af Canonical, der er et privat firma, grundlagt af den sydafrikanske mangemillionær Mark Shuttleworth.

I 2005 oprettede Canonical Ubuntu Foundation, og gav fonden en startkapital på 10 millioner dollar. Fondens hovedformål er at sikre brugerhjælp og udvikling til fremtidige versioner af Ubuntu.

Navnet stammer fra Zulu-begrebet Ubuntu, der ikke kan oversættes direkte, men betegner en form for fællesskab.

Ubuntus motto er "Linux for mennesker", og projektets primære mål er at gøre Linux nemmere at bruge.

Sidste hånd på værket
Hver udgave af Ubuntu udvikles omkring er tema eller en række særlige funktioner, der skal implementeres.

I den næste version af distributionen er temaet cloud computing.

I disse timer lægger udviklerne netop sidste hånd på denne 11. udgave, der er blevet døbt Karmic Koala. Den karmiske koala sendes på gaden 29. oktober.

Der er desuden en række underprojekter af Ubuntu, som eksempelvis Kubuntu, Xubuntu, der har fokus på KDE- og Xfce-skrivebordsmiljøerne samt Edubuntu, der er designet til uddannelsesområdet.



Nicolai Devantier

Computerworld
Indkøbskurv
Total: 0,00

Gå til kassen